Mission og pædagogisk retningslinje for Rudolf Steiner Børnehaven ved Skoven

Mission.

Vores børnehave er en børnehave:

  • som tager udgangspunkt i Rudolf Steiners pædagogiske grundprincipper om at barnet er sansende, rytmisk og efterlignende.
  • der tilbyder en rolig og harmonisk hverdag, i trygge og hjemmelige rammer.
  • der udmærker sig ved, både et stort pædagogisk engagement samt et stort forældre engagement.
  • hvor hverdagen for både børn og personale, adskiller sig i forhold til de øvrige pasningstilbud der tilbydes i kommunen.
  • hvor der er tid til nærvær og omsorg for alle institutionens børn, også dem med særlige behov.
  • hvor der tilbydes en høj grad af individualitet, i forhold til det enkelte barn, men som samtidig tager udgangspunkt i fællesskabet.
  • hvor der er en høj grad af fælles bevidsthed børnene imellem, hvor de små børn, kan se op til de store, og hvor de store kan lære at vise omsorg for de små.
  • hvor det er de voksnes ansvar, at sørge for at alle har nogen at lege med og at ingen føler sig udenfor eller overladt til sig selv.
  • der tager udgangspunkt i naturen, dens elementer og årstidernes skiften.
  • som omgiver børnene med legetøj fortrinsvis i naturmaterialer.
  • der ganske enkelt gør en forskel i børns liv.

Vores pædagogiske retningslinje: 

Rudolf Steiner grundlagde den antroposofiske filosofi, som på dansk kan oversættes til ”viden om mennesket”. Ud fra denne filosofi stammer blandt andet biodynamisk landbrug, Steiner børnehaver og skoler, Eurytmi, og antroposofisk medicin.

Steiner pædagogik er et større begreb, men i forhold til børnehaver er der nogle kerne elementer der bygger pædagogikken op. Det er tankerne omkring rytme, forbillede og efterligning, fri leg, sandhed, skønhed og godhed, samt læren om de forskellige 7 års perioder.

Rytme

I en børnehave bygger man en daglig, ugentlig og årlig rytme op. Et rytmisk forløb lige som et åndedræt, med ind- og udånding. En indånding er hvor man samles i fællesskab om morgensang, eventyr eller til spisning. En udånding er i form af fri leg. Rytmen er med til at skabe ro for børnene, på den måde at de ikke hele tiden skal bruge kræfter på, at orientere sig i dagligdagen, men hellere kan bruge tid på dagens indhold. Den faste rytme giver tryghed. For eksempel ”jeg ved, at jeg bliver hentet efter eftermiddagsmaden”. Kroppen er også rytmisk og det er generelt kendt, at faste måltider og sengetider er sundt. Med en ugentlig og årlig rytme, viser vi børnene på en levende måde ideen om tid, fra ugens gang til de skiftende årstider.

Fri leg

Fri leg er en vigtig del af barnets hverdag i børnehaven. Det er her barnet udforsker verden i leg med naturens elementer. Finder ud af sociale relationer i rollelege eller måske finder ud af tyngdekraften når klodserne vælter. Det er en udånding i dagens åndedræt. Vi giver plads til fri leg ud fra den tanke, at som man leger som barn, kommer man også til at arbejde som voksen, og fordi vi  mener der skal være tid til at være barn!

Efterligning og forbillede

Det er de voksnes opgave, at vise børnene hvordan man begår sig her på jorden. De efterligner spontant vores handlinger, vores sprog og sågar også vores indre følelser. I den første syv års periode, tager de det vi viser dem for gode varer, for sandhed. Hjerneforskning viser, at vi danner nervebaner i hjernen efter de indtryk vi får. Rudolf Steiner sagde engang, at hvis et barn kun ser tåbelige handlinger, så vokser de op med troen på, at det er den rigtige måde at begå sig på. I Steiner pædagogikken er det derfor vigtigt, at vi voksne er bevidste omkring, det med at være et godt forbillede for børnene, og at være tydelige i vores handlinger og holdninger, så det kan gennemskues af et barn. Vi bringer dagligdagens gøremål ind i børnehaven, og inddrager børnene i disse aktiviteter – hvis de ønsker det – vi laver mad, vi vasker op, vi fejer, folder vaske tøj… og en gang imellem sidder de voksne sammen og får en kop kaffe, for det er naturligt! Det gamle ordsprog at børn gør det vi gør og ikke det vi siger, er ret relevant her.

Sandhed, skønhed og godhed

I vores opgave som voksne vil vi gerne vise børnene, at verden er sand, skøn og god. Hvad betyder det? Med verden er sand, mener vi ægte. Vi lader børnene opleve naturens elementer: vand, jord, luft og ild. Vi vælger legetøj lavet af naturmaterialer. Vi oplever verden med alle vores sanser. I forhold til, at verden er skøn, prøver vi at vække børnenes nysgerrighed og forundring i alle de små mirakler omkring os. Vi pynter også i børnehaverne med lys og blomster, for at gøre det så hyggeligt som muligt og vi bruger tid på, at være kunstnerisk skabende i børnehaven i alt fra at tegne, male, synge, fortælle eventyr og til at sy og snitte. Verden er god? Rudolf Steiner siger, at ægte kærlighed til vores omgivelser og medmennesker virker formende helt ind på vores fysiske legeme. Troen på, at det gode skal sejre er håbet og fremtidens drivkraft.

En lille konklusion…

En Steiner børnehave bygger således på faste rytmer, glade og tydelige voksne og muligheden for, at udforske naturen i trygge og behagelige rammer. Vi giver tid til barndommen og lærer at trække vejret: man skal tage ind, men man skal også lære at puste ud.

Dette er de idealer som man stræber efter i en Steiner børnehave, med et glimt i øjet for vi er dog alle kun mennesker!